© Foreningen af Danske Santiagopilgrimme
Den portugisiske Vej i Galicien er en kombination af historiske faktorer: broer, åbent land, kapeller, helligdomme, vejside kors, herregårde og historiske byer. Man kan desuden støde på fine eksempler på kunst, både i romansk og barikstil. Deer er en del vejaltre, “petos de animas”, opført for at kunne ofre og mindes afdøde og – ifølge traditionen – hjælpe dem lettere gennem skærsilden. Man passerer desuden en del cruseros, stenkors på stensøjler. Disse kan være placeret på steder, hvor man tilbad naturen i hedensk tid. Gæstfrihed, som tilbydes af mennesker langs ruten, er legendarisk. Et karakteristisk træk er den varme imødekommenhed, pilgrimme oplever. Denne skik opstod i middelalderen, da munke og præster drev sygehuse/ hospitaler, som blev grundlagt af monarker og adel.
En del af ruten følger direkte en af de betydelige romerske veje, der dannede rygraden i den romerske Gallaecia og fortsatte med at være i brug i mange århundreder, såsom Via XIX. Bygget i det 1. århundrede e. Kr. under kejser Augustus, var den siden kendt i klassiske værker som rejseruten for Antonino, der blev oprettet ved begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr. under Caracalla tid.
Flere steder er de gamle romerske veje afløst af moderne veje som f.eks. N-550 (mellem Vigo og A Coruna). Ruten langs Atlanterhavskysten i Portugal og Spanien, blev brugt af dronning Isabel af Portugal (1271 – 1336) for at gøre mindst én pilgrimsrejse til Santiago de Compostela. Dronning Isabel blev kanoniseret i 1626, og det fejres på hendes festdag, den 8. juli.
© Foreningen af Danske Santiagopilgrimme