Foreningens historie

En idé fødes

I eftersommeren 1996 mødtes 5 personer, Michael Sletved, Karen Laugesen, Jan Ophoff, Vivi og Henrik Tarp, for at drøfte muligheden for at stifte en forening for santiagopilgrimme.

Baggrunden for dette første møde var at jeg, Henrik Tarp, under mine spanskstudier på KU flere gange var stødt på pilgrimsvejen, men den gang kun som en del af spansk historie og kultur, og ikke som noget jeg på nogen måde havde troet skulle optage mig dagligt i næsten 20 år.

Den første vandring

Anden gang, for at sige det på den måde, jeg stødte på pilgrimsvejen og for første gang også vandrede, var under en research til en bog om Galicien i 1989. Oplevelsen bandt sig ikke fast, vandringen var sikkert for kort, men et husker Vivi og jeg da: Vi var praktisk taget alene.

Caminoen bider sig fast

Tredje gang var i jubelåret 1993, hvor en gruppe havde bedt mig lave en tur ad Vejen. Her var vandringen længere og den bandt sig fast i sjælen, så at sige. Oplevelsen var så god, at jeg syntes andre i Danmark burde have mulighed for at få den samme oplevelse. De følgende 6 år arrangerede jeg en til to gange om året en vandring på pilgrimsvejen fra Astorga og ud. Rigtig vandring med overnatning på refugier og på original pilgrimsmaner med alt hvad det indebar af træthed, vabler, grin og irritation og hvad man nu har af oplevelser af forskellig art.

Disse arrangerede ture stoppede fordi det blev for vanskeligt. Grupperne var for store til overnatning på refugier. Desuden var Vejen allerede den gang blevet så populær, at den langsomt var begyndt at blive feriested for spejdere, ungdomsgrupper etc., så pladserne på refugierne var også dengang begyndte at blive for få. Samtidig huede det mig ikke at være endnu en der bragte grupper til Vejen, der var som sagt nok grupper i forvejen.

Men grupperne havde dog bidraget til, at Vivi og jeg havde lært en del pilgrimme at kende, hvor af nogen deltog på flere vandringer. Vi blev som skrevet tidligere enige om at mødes. Her kunne vi have stiftet foreningen, men blev enige om, at der skulle være flere, den skulle være landsdækkende, og ikke kun for en lille sluttet kreds på 5-10 personer. Det indebar, at vi de efterfølgende år samlede navne og adresser indtil vi syntes der var tilstrækkeligt til en indkaldelse. Erfaringer siger, at sender du 100 indbydelser ud af den slags er der positiv respons på ca. 10-15%. Så først da vi havde op mod små 200 adresser var vi parate og det skete i 1999. I perioden op til forsøgte vi efter bedste evne at udbrede ”budskabet”. Jeg selv og andre holdt flere foredrag om året, og jeg ved positivt at det gav pilgrimme både på Vejen men også til foreningen.

På vores møder op til den stiftende generalforsamling diskuterede vi indgående formålsparagraffen. Den var vigtig fordi den skulle danne grundlaget for arbejdet i foreningen. Paragrafferne for hvor mange der skulle være i bestyrelsen, valgperioder osv., er jo bare standardparagraffer. På det tidspunkt var kofradier (broderskaber) den mest almindelige form for pilgrimsforeninger. Problemet var bare, at de skulle have katolsk tilsnit og være underlagt Katedralen i Santiago. I statutterne for Archicofradía del Glorioso Apóstol Santiago står der i artikel 2: ”Broderskabet, oprettet i første instans af pavestolen i Rom er en katolsk forening med et universelt sigte. Som sådan underlagt pavestolen og det pågældende bispedømme, hvori det måtte befinde sig, men i særlig grad ærkebispen af Santiago de Compostela”. Det så jeg personligt ikke som noget problem, men Jan Ophoff (katolsk pater i Vejle) mente at foreningen skulle være økumenisk i klassisk betydning. Dvs., at foreningen ikke skulle udtrykke nogen form for religiøs tilknytning eller udtrykke noget religiøst eller spirituelt i sin adfærd. Derfor indførtes i formålsparagraffen ”At bistå med råd og vejledning for kommende pilgrimme” ment som: Hvordan kommer jeg til Spanien? Hvad skal jeg medbringe? Hvor mange km skal jeg gå dagligt? osv. Det var bevæggrundene til at det blev en Asociación (forening, ikke religiøs og ikke tilknyttet Katedralen i Santiago) og ikke et kofradi. Jeg var ikke enig med Jan, men har senere måtte erkende at han havde ret.

Såfremt det skulle give mening med en sådan forening måtte vi selvfølgelig som formål også inkludere det at udbrede kendskabet til Vejen, og for at være opdateret holde forbindelse til andre pilgrimsforeninger i Europa og selvfølgelig til foreninger i Spanien og særlig grad Santiago. Et fjerde punkt i formålet var at føre navneregister over danske pilgrimme. Dette punkt er senere blevet strøget da det viste sig at være en umulighed. Vi havde den gang aldrig drømt om, at det vi lagde grundstenen til noget der skulle vokse til den forening vi har i dag

Første generalforsamling

Den første generalforsamling fandt sted først i november 1999. Da Sorø Akademis festsal og tilstødende lokaler var optaget i ugerne forud blev det i november. De efterfølgende år var vi tidligere ude med reservationen og derfor blev det altid den sidste lørdag i oktober måned. Fordelen ved Akademiet i Sorø var at der var god plads, og ikke mindst fik vi det hele stillet til rådighed kvit og frit. Selv kaffe og te var gratis. Desuden kunne vi også kvit og frit bruge det tekniske udstyr og låne fade, knive og gafler og andet i køkkenet. Det eneste krav var at vi ryddede op efter os. Og ikke mindst. Det var jo et historisk sted og udgangspunkt for pilgrim Jonas, der udgjorde vort officielle logo. Disse generalforsamlinger blev med tiden noget af et tilløbsstykke, så til sidst måtte hele Beletage på Akademiet bruges for at huse arrangementet. Det blev med den større deltagelse også lagt i mere faste rammer, logistikken blev forbedret, så at sige. Og altid sluttede vi af med spisning ude i byen.

Bladet “Pilgrimmen” bliver født

Den første bestyrelse havde som første større opgave at få etableret et blad. Gunnar Christensen fra Køge havde heldigvis meldt sig som redaktør. For små midler og med nutidens øjne et primitivt Edb-program fik han stablet et godt blad ”Pilgrimmen” på benene. Bladet var dog ikke nok i kommunikationen ud ad til. Steen Freudendal der gjorde det ud i EDB og selv havde en hjemmeside fra sin egen vandring på pilgrimsvejen tilbød at være webmaster. Han fik lavet en hjemmeside, som har holdt helt op til for et 2008. Gunnar måtte desværre forlade bestyrelsesarbejdet efter et par år. Det efterlod bladet i et tomrum. I de år nedlagde mange foreninger deres blade til fordel for et elektronisk blad. Omkostningerne ved foreningsblade var store, ikke mindst Post Danmark tog sin del af kagen. Bestyrelsen blev derfor enige om at forsøge sig ad den elektroniske vej. Det var ikke nogen umiddelbar succes, og efter små to år måtte vi indse at det var nødvendigt med et blad i en forening som vores, og så måtte vi betale os fra det. Heldigvis meldte Bent Jul sig på banen som redaktør. Han fik pustet nyt liv i bladet og bragt det op på en standard, der sikkert var blandt de bedste foreningsblade i Danmark. Det var dyrt, men alle pengene værd.

En børnebog og en camino guide

Den udadvendte virksomhed, hvad angik at gøre pilgrimsvejen almen kendt udmøntede sig i den første bog for børn om pilgrimsvejen (sandsynligvis i hele Europa), skrevet at tidligere bestyrelsesmedlem Nils Hartmann. Også den senere guide, skrevet af mig, over pilgrimsvejen. Begge udsprang af foreningsarbejdet.

Eneret på salg af pilgrimspas i Danmark

Foreningen voksede medlemsmæssigt så hurtigt, at de opgaver Vivi og jeg havde påtaget os, telefonbesvarelser, pasudstedelse og almene henvendelser efterhånden nåede op på et niveau så opgaverne måtte lægges ud. Udstedelse af pas tog mere og mere tid, og styres jo også i dag fra ”eget kontor”. Netop hvad angår pas havde foreningen fået eneret allerede i 1999 af pilgrimskontoret i Santiago for salg i Danmark.

Afmærkning af Den danske Pilgrimsrute begynder

Bestyrelsen havde også et ønske om finde/genopdage/fastlægge de gamle pilgrimsveje i Danmark. I første instans koncentrerede man sig om Østdanmark, da Hærvejen jo på sin vis var fastlagt. Det var en vanskelig opgave, men ved gode medlemmers hjælp lykkedes det at fastlægge en vej fra Helsingør ned til Gedser og til Rødby. Indvielsen fandt sted for i 2006 med en vandring fra Ballerup til Skt. Ibs kapel i Roskilde med god hjælp fra Roskilde Pilgrimsforening. Dette arbejde med kortlægning er fortsat i sammenarbejde med den Nordtyske pilgrimsforening, hvor vi har deltaget i et par møder og de har ved en enkelt lejlighed deltaget i vores generalforsamling.

Men fokus var og skulle være på Pilgrimsvejen i Spanien. Meget tidligt i foreningens historie (år 2000) var de første hospitaleros af sted for at hjælpe i Azofra på Marias lille primitive men hyggelige refugium. Vi hjalp hende flere år med både arbejdskraft og penge indtil refugiet blev nedlagt til fordel for det nye. Køleskabet i det nye refugium er f.eks. betalt af foreningen. Efter det nye kommunale refugium var der ikke længere brug for os. Henrik Tarp fandt et nyt refugium (Luis fra Bilbaos refugium) i Triacastela. Et godt refugium med separat soveplads for hospitaleros og desuden forsikring for dem der arbejder i refugiet altså alt i alt gode forhold.

Det havde fra start af været mit ønske, at foreningen skulle have sit eget refugium ligesom den engelske forening havde sit i Rabanal. Det manglede heller ikke på steder og tilbud, men altid strandede det på økonomien. Vi kunne måske godt havde lånt pengene, men det drejede sig hele tiden om beløb over millionen og det var meget for foreningen. Luis tilbød os refugiet i Triacastela. Vores kasserer på det tidspunkt, Benny Hansen, gennemregnede tilbuddet og kunne ikke få det til at hænge sammen økonomisk. Som han sagde: ”Du skal jo ikke bringe penge med på arbejde.” Det ville ellers have været godt med eget refugium på Vejen. Det kunne så og sige være foreningens ansigt, kontor, hjælpecentral osv. på selve vejen.

En lille forening, man lagde mærke til

Vores fokus på Vejen udmøntede sig også i deltagelse i planlæggende møder i Santiago for jubelåret 2004. Vores indflydelse har sikkert ikke været stor, men bare det at vi troppede op vakte opsigt, samt at vi fik indsigt i, hvorledes det hele forgik gav os en erfaring. Og i 2005 siden deltog Kaj Højland i et større møde i Midtfrankrig over emnet pilgrimsveje i Europa. Et møde hvor vores tilstedeværelse igen vakte opsigt. Danmark er i pilgrimssammenhæng et lille land, men måske større end de andre lande tror. Ved dette møde var der også deltagelse fra EU hovedkvarteret i Brusseles.

Årlig pilgrimsvandring

For at skabe et tættere forhold medlemmerne imellem vedtog bestyrelsen ret tidligt at lave en årlig vandring. Den første gik fra Ringsted til kapelruinen i Haraldsted, der jo i middelalderen var et punkt på pilgrimsvejen ned gennem Sjælland. De efterfølgende år har foreningen fulgt denne tradition op med mange gode og interessante vandringer.

Det er i så korte træk det har været muligt at fortælle om de første år i foreningens liv. Historieskrivning er en vanskelig kunst, den skal gerne være ganske upartisk og det er svært. Jeg undskylder hvis det ikke har været muligt. Mange har lagt et stort arbejde i foreningen. Nogen er nævnt andre ikke, men ingen er glemt. Desværre så Vivi og jeg os nødsaget til at udtræde af bestyrelsen i 2008 fordi vi de sidste par år syntes den var trukket i en retning der ikke stemte overens med de tanker og ideer vi havde for foreningen og det grundlag foreningen var skabt på. Det er historie nu, men foreningen viste sig senere at være stærk. Den kunne løse indre stridigheder er i dag af en størrelse og styrke vi aldrig havde forestillet os.