Esrum – Hillerød 17-20 km

Afstande

Etapen er 20 km i alt:
  • Esrum - Nødebo 7,3 km.
  • Nødebo - Hillerød Station via slottet 9,5 km.
  • Nødebo - Danhostel 10 km. og helt til Hillerød Station 12,4 km.

Rutebeskrivelse

Følg vejen højre om Esrum Kloster forbi café Daniels Kilde og parkeringspladsen, til du krydser Frederiksværkvej og kommer ind i Gribskov. Her følger du den lille skovsti til højre og drejer til venstre ad Søparkens Sidevej. Nu skal du lige ud ad den brede grussti langs Esrum Sø hele vejen til Skovskolen i Nødebo. Husk lige ud-princippet i skoven: Er der intet skilt – fortsæt altid lige ud.

Ved Skovskolen drejer du til venstre ad Nødebovej og fortsætter lige ud hele vejen gennem Nødebo til Netto. Drej til højre ad Kildeportvej til venstre ad Nødebostien ind i skoven. OBS: Venstresvinget ind i skoven er svært at finde – se efter skiltet på de røde pæle efter cirka en kilometer. Der er stort set ingen skiltning gennem skoven her. Er der intet skilt – fortsæt altid lige ud.

Når stien møder grusstien Birkemosevej kan du vælge:

Højre rute: Til Hillerød Station via Frederiksborg Slot (9,5 km)
Venstre rute: Til Hillerød Station via DanHostel vandrehjem (12,4 km)

Højre rute
Pas meget på, når du krydser Isterødvejen! Gennem Frederiksborg Slot: Her er ikke skiltet – men hold til venstre. Gennem gågaden (Slotsgade) er heller ikke skiltet – brug evt. GPS-kortet.

Venstre rute
Pas på, når du krydser Hillerødvejen! I skoven kommer et fint markeret højresving. Senere er der et venstresving ad vejen Bolværket, som let overses. Fortovet bliver til en skovsti, du ikke skal følge – bliv på asfaltvejen lidt endnu, før du drejer til højre. Ruten er ikke skiltet ordentligt frem til DanHostel – brug GPS-kortet. Hillerød Vandrehjem ligger dejligt grønt efter 10 km. Bemærk: Der er ikke indkøbsmuligheder inden vandrehjemmet, så proviantér i Nødebo.

Kort over ruten

Du kan nemt få kortet over ruten Esrum – Hillerød ind på din mobil. Så kan du altid se, hvor du er, og hvilken vej ruten går.

Hent GPS-kort til mobil

  1. For at se GPS-kortet på din mobil, skal du hente den gratis app AllTrails.
    Hent app (iPhone)
    Hent app (Android)
  2. Når du har downloadet den gratis AllTrails-app og oprettet din profil, skal du klikke på linket her for at se Den Danske Pilgrimsrute – du er den blå prik på kortet.

Indkøb på vejen

Nødebo:
Her er der en Netto. Der er åbent 07-22 hver dag.

Hillerød:
I Hillerød er der flere indkøbscentre med supermarkeder og specialbutikker samt et stort udbud af caféer og restauranter.

Seværdigheder undervejs

Esrum Kloster

Esrum Kloster er resterne af et vældigt kloster, som blev grundlagt i 1151 på ærkebiskop Eskils initiativ. Klosteret blev med tiden det mest betydningsfulde cistercienserkloster i Norden, og en af Nordens største bygninger. Samtidig var det et af knudepunkterne i ordenens fælleseuropæiske netværk.

Gaver fra konger, stormænd og andre velgørere gav Esrum Kloster et solidt økonomisk fundament, og ved reformationen ejede klostret mere end en tredjedel af alt gods i Nordsjælland.

Efter reformationen i 1536 fik klostret lov til at fungere til 1559. Klosterets jord og ejendom blev krongods og Nordsjælland blev de næste århundreder kongernes rekreations- og jagtområde. Kongemagten iværksatte nedrivningen af det store klosterkompleks og munkestenene blev genanvendt bl.a. i Kronborg Slot. Man bevarede kun den bygning, der tjente som kongens jagtslot i Esrum.

Senere har stedet været anvendt til mange forskellige formål: Stutteri, dragonkaserne, amtstue, fængsel, apotek, posthus og flygtningelejr.

Restaurering af klosterbygningen påbegyndtes i 1992 og Esrum Kloster åbnedes for offentligheden i 1997 og rummer et fint lille museum.

Esrum Kloster bliver indgangen til den nye nationalpark Kongernes Nordsjælland, og arbejdet med et stort besøgscenter er i gang. Klostret er også ramme for mange begivenheder, se mere på Esrums Klosters hjemmeside

Esrum Sø

Esrum Sø er Danmarks næststørste sø. Bådfart fra havnen ved Fredensborg Slot til Fændrikhus maj – september. I samme tidsrum er der weekendåbent kl. 11-15 i traktørstedet Fændrikhus. I Nødeboholt i den sydlige del af søen findes en primitiv overnatningsplads.

Fændrikhus

Traktørstedet Fændrikhus ved Esrum Sø har weekendåbent fra maj til september kl. 11-15. Samme sted findes en lille bådfart til Fredensborg Slots havn.

 

Skovskolen

Skovskolen, Københavns Universitet
Det første du møder, når du går ud af skoven i Nødebo, er en gårdsplads med to hvide, stråtækte bygninger. Her og i de mange sorte træhuse i området bagved holder Skovskolen til. Skovskolen hører under Københavns Universitet, og har en række grønne uddannelser og efteruddannelser. Området er åbent, og du er velkommen til at kigge ind.

Nødebo Kirke

Nødebo Kirke er Nordsjællands ældste kirke. De ældste dele med skib og kor kan føres tilbage til romansk tid i 1200-tallet. Omkring år 1400 fik kirken hvælvinger, og samtidigt opførtes en forlængelse mod vest, der blev bygget med så kraftige mure, at der muligvis har været planlagt et tårn. Man har imidlertid i stedet for tårn bygget en tagrytter i 1739 som afløser for et fritliggende klokketårn.

Overnatning

Nødebo

Der er en shelterplads i skoven lige bag ved Skovskolen, som du er velkommen til at bruge. Den kan ikke bookes på forhånd. Du er velkommen til at kontakte Marie på 93 56 55 50 for at høre hvordan det praktisk fungerer. Marie er pilgrim og arbejder på Skovskolen.

Hillerød

Vandrehjem:
Danhostel, Lejrskolevej 4, 3400 Hillerød

Se Danhostel Hillerød her
Vælg venstre rute i skoven efter Nødebo

B & B

I Hillerød findes hoteller i forskellige prisklasser i og
omkring Hillerød.

Transportmuligheder

Tog og busser

Tog og busser:
Fra Hillerød Station er der S-togforbindelse til København og lokalbaner til Nordkysten og Helsingør. Der er mange busruter fra Hillerød Station. Se i øvrigt www.rejseplanen.dk

Taxi:
Taxinord telefon 48 48 48 48.

Næste etaper