Veje til Nidaros

Pilgrimsspor gennem Danmark, Sverige og Norge

Veje til Nidaros

Forlag: Gyldendal

Forfatter: Jørgen Johansen

Udgivelses Dato: 0000-00-00

ISBN: 9788702129854

Pris: 299,- kr

Sider: 248

Genre: Nordisk litteratur

FORLAGETS FORFATTER-PROFIL:
Jørgen Johansen (f. 1941) er forfatter og kritiker. Han debuterede i 1968 med novellesamlingen Plankeværk og har siden skrevet og redigeret en lang række bøger. Især har han dyrket kulturhistorien og rejseskildringerne. Blandt hans seneste udgivelser er Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser (2005), Vejen til Rom (2008) og Vejene til Santiago (2011). Jørgen Johansen er også kendt fra sit mangeårige arbejde i Danmarks Radio bl. a. som redaktør af programmet Europaklip. Er tilknyttet Berlingske som litteraturanmelder.

BAGSIDETEKST (uddrag):
Veje til Nidaros er en selvstændig del af en europæisk trilogi, der også omfatter Vejen til Rom og Vejene til Santiago.
– De gamle pilgrimsveje til Rom og Santiago de Compostela i syd og Trondheim også kaldet Nidaros i nord løber igennem Europa som “hukommelsens landeveje”, og sammen lægger de brikkerne til en europæisk kulturhistorie. Det er til denne historie, Veje til Nidaros føjer en vigtig nordisk dimension. Rejserne ad sporene igennem Danmark, Sverige og Norge er på same tid opdagelsesrejser ind i et nordisk univers og kapitler af en stor europæisk fortælling.

GITTA BECHSHØFTS ANMELDELSE:
Veje til Nidaros er en selvstændig del af forfatteren Jørgen Johansens europæisk pilgrims-trilogi, der også omfatter Vejen til Rom og Vejene til Santiago. (Sidstnævnte anmeldt af G.B. i bladet Santiagopilgrimme.)
I 2007 – ti år efter pilgrimsruten officielt blev oprettet -vandrede jeg og en veninde den 640 km lange tur fra Oslo til Nidaros. Vi brugte den nye norske guidebog (omtalt på pilgrimmenes hjemmeside) som vejviser gennem Norges utroligt smukke, og meget varierede landskab. Vejret var for det meste rigtig godt, selvom der også var dage med kulde og regn. Undervejs talte vi tit om, hvorledes tidligere tiders pilgrimme mon havde båret sig ad med at finde vej over alle disse mennesketomme græsgange og mørke, skovklædte bjergskråninger, bogen insisterede på at lede os igennem.
Vi måtte holde øjne og ører åbne for ikke at tabe sporet, vi var tit i tvivl om retningen, men som dagene gik og vi fortsatte nordover langs Gudbrandsdalens stejle, græsklædte skråninger, fandt vi Olafsporets egen melodi. Fra milepæl til milepæl, fra varde til varde, fulgte vi stien næsten uden at møde et menneske. Først ved aftenstid nåede vi frem til nattens herberge: en græsdækket bjælkehytte langt oppe i lien, eller måske et hyggeligt privat hjem i en lille flække nede ved floden, hvor man kræsede om os trætte og mudrede vejfarende.
At følge Olavsvejen er stadigvæk et ret anstrengende forehavende og afmærkningen er vist heller ikke helt så i velanbragt, som man kunne ønske sig det. Om Jørgen Johansen selv har vandret på denne, eller en af de andre pilgrimsruter bogen omhandler, nævnes ikke direkte, men han har i alt fald i ihærdigt bestræbt sig på at få ”det hele med”.

Som forfatterens andre bøger om pilgrimsvejene, er også denne bog et sandt overflødighedshorn af oplysninger om kunst, kultur og historisk baggrunds information krydret med lærde kommentarer og flotte illustrationer. En slags kondenseret vejviser. Hvert kapitel indledes med en række stikord og først i bogen bringes et oversigtskort, der nok er lidt for skematisk udformet til, at man kan følge forfatterens springende færd på kryds og tværs af landegrænser og vandringsruter. Det er let at miste orienteringen, men den geografisvage læser kan jo altid ty til Google Maps eller hente sit gamle skoleatlas over Nordens riger ned fra loftet.

Der går let ”Wikipedia” i mig, når jeg læser den slags bøger. Som turistguide, foredragsholder og middelalder-nørd (light) hører jeg selv til den type mennesker, der bare ikke kan lade være med at samle på interessant information for informationens skyld. Jeg ved også, at slige, detaljerede ”opremsninger” af facts og fiction desværre ofte afstedkommer en vis fornemmelse af åndelig forstoppelse hos en mindre historisk og kulturbegejstret læser/tilhører. Dette gælder også for Jørgen Johansens bog. Lidt mindre ”lærdom” og lidt mere ”forfatter” (=personlig tilstedeværelse) ville nok være et endnu stærkere incitament for læseren til selv at begive sig nord over for at tage alt dette prægtige i øjensyn.
Den videbegærlige Olafspilgrim, der ønsker at danne sig et overblik over, hvad der rørte og rører sig deroppe i det kristne norden, kan sagtens høste stort udbytte af at slå følge med forfatteren gennem bogens mange lærde sidespring og oplysende svinkeærinder, men det er nu lidt ligesom at gå ind i en osteforretning, hvor man får tilbudt et væld af fristende smagsprøver på et hav af oste, uden at man af den grund forlader forretningen spor klogere på hvad en ost egentlig ER…

– så fat staven, sæt kursen mod nord og vær beredt på eventyr i kæmpernes fodspor…. det er grejt, det….

SE OGSÅ