Skyggen der kastes når vi går

En rejsefortælling om vandring på Sølvvejen

Skyggen der kastes når vi går

Forlag: Books on Demand. GmbH. København. Danmark. Paperback,

Forfatter: Vivianne Uggerholt

Udgivelses Dato: 2017-06-29

ISBN: 13: 9788771144871

Pris: 225 kr.

Sider: 196

Genre: Nordisk litteratur

BAGSIDETEKST: PETER ALBRECHTSEN:
Jeg har læst en del beretninger fra Caminoen, men denne er anderledes. Bevares, vi skal ud på travetur, men Vivianne skriver om så meget andet end det.’’
Det er først og fremmest en kvindes rejse med og mod sig selv. En kvinde der tør se sin egen angst i øjnene, selvom det kræver overvindelse. Det er en beretning om hvor ensomme vi mennesker er, selv om vi er omgivet af andre. Vivianne tager på en slags genopdagelses rejse af sig selv, og menneskeheden. Store ord, men ikke et sekund forkerte.
Vivianne har kunstnerens intense glæde ved oplevelse, og er samtidig et gudsbenådet talent i at udtrykke sig. Hendes sprog er meget levende, svingende fra det svulstige til det meget poetiske med en særlig kant. Der er et ganske intenst nærvær i hendes sprog, som får mig til at føle, at jeg er der, og jeg oplever. Jeg lider med hende, og jeg glædes og griner med hende. Der er så meget menneskelig genkendelighed i hendes beskrivelser, at man uvilkårligt drages med ind i universet.
Vivianne er et stærkt sanseligt og spirituelt menneske, men vandringen og bogen har ikke noget religiøst formål. Den udmærker sig ved at have en højere erkendelsesmæssig indsigt i hverdagen, og dermed flytter den også noget i alle, der læser med. Vivianne får bearbejdet en masse hverdags betragtninger undervejs, som i sammenhængen kommer til at virke tankevækkende. Vivianne er også en livsnyder, hvilket vi også bliver indviet i uden blusel. Det gør fortællingen troværdig, nærværende og dejligt befriende.
Bogen er også fortællingen om de mange tilfældige møder, goddag´er og farveller, og hvor lille og ensom man kan føle sig i selskab med mennesker, man ikke kan tale med. Men hele tiden er der en tråd i det der opleves. Der er en lære, der drages, og det hele peger trods besværligheder fremad. Man når i mål med Vivianne, nogle erkendelser og hudafskrabninger rigere. Hvis du vil røres på mange planer, kan jeg varmt anbefale dig at læse denne bog.

GITTA BECHSHØFTS ANMELDELSE:

BLOD, SVED OG TÅRER PÅ VIA DE LA PLATA

Viviannes Univers. Lige på og hårdt. Her gives ikke ved dørene. Hendes beskrivelse af vandringen på den snart herostratisk berømmelige 1000 kilometer lange pilgrimsrute gennem Spanien fra syd mod nord, føjer sig på sin egen særprægede måde ind i rækken af den slags eventyr hvis forfattere hovedsagelig er (seje) mænd.

Egentlig er det lidt sjov at læse en kvindes beretning om samme tur. Vivianne er ingen letbenet vårhøne, men til gengæld har hun masser af livserfaring og er dertil i besiddelse af et virkelig godt gehør for slagfærdige eder og forbandelser samt en lige så bramfri holdning til hvordan disse kan anvendes – både som opstrammere (i mangel af mad og drikke) samt som lynafledere i forhold til egne og andres fortrædeligheder.

Vor vandringskvinde lægger så sandelig heller ikke fingre (tæer) imellem når hun vil delagtiggøre sine læsere i sin pilgrimsfærds inderste krinkelkroge. Hun skriver fandemé godt, den dame, og man griner med hende et langt stykke hen ad vejen, også når det går op for en at det må há stået særdeles skralt til med den lokale brøndvandskvalitet. Sjældent har jeg været hevet ind på så mange snuskede barer, billige restauranter, næsten mennesketomme herberger og diverse andre lidet luksusprægede lokale etablissementer som på denne læserfærd.

Måske er der ikke noget at sige til at Viviannes fokus ofte var på de timelige vederkvægelser hendes tørstende pilgrimssjæl tillod sig i rigeligt mål, det forstår jeg godt… men, efterhånden tørster min læsersjæl dog efter lidt mere og andet end de såre jordiske fortrædeligheders hængedynd. Jo, flotte udsigter, søde dyr, og mere eller mindre skøre medpilgrimme får også deres skudsmål med på vejen, men for katten da, hvorfor og hvordan er det muligt at vor stædige heltinde dag ud og dag ind er nødt til at kaste sig ud i brusende floder, forcere halsbrækkende trædesten og gå vild SÅ mange gange, at hun næsten altid kommer forsent til sit nattely?

Jeg forstår godt at det må há været en stor oplevelse (især bagefter), og måske er det bare mig der er en kylling, men det må da kunne lade sig gøre at komme gennem denne benknuser af en camino uden at gå extremiteterne fuldstændigt i smadder? Er der mon ved at gå inflation i eventyrlige caminoberetninger der er så langt ude at ingen vordende pilgrim vover at komme på den formastelige tanke at man da bare kan luske udenom hvis turen bliver alt for broget?

Jeg kunne nok selv være fristet til at prøve Via de la Plata en gang om ti- tyve år, når Vorherres vej-engle har drysset så mange gule pile ud over det centrale Spaniens tørkeramte landskab at selv en aldrende, platfodet, nærsynet pilgrim kan gøre sig håb om at overleve to tell the tale ….

Sursum Corda

 

SE OGSÅ