© Foreningen af Danske Santiagopilgrimme
I denne fortælling gør Kolja Rieffestal op med et liv præget af travlhed og sine egne høje forventninger. Han har success som coach for topledere og elitesportsfolk, men føler ikke selv, han formår at slappe af eller gribe livet, mens det er der. En dag fortæller en indre stemme ham, at hvis han vil lægge sit liv om én gang for alle, er der kun én vej at gå….
Det bliver begyndelsen på en 800 kilometer lang vandring på pilgrimsruten, Camino de Santiago, i det nordlige Spanien, og både en ydre og indre rejse. Undervejs møder Kolja inspirerende pilgrimme. Den japanske arkitekturprofesser Setsua lærer ham haiku-digtningens kunst, og russiske Maria ser med det same, at han er præstationsjunkie. En koreansk fransklærerinde fortæller ham, at Gud findes inde i ham selv, og to belgiske soldaterkammerater fikser hans vabler med kanyle, nål og tråd.
Som læser kommer man med på rejsen og de mange kilometer, der bliver en uforglemmelig oplevelse. Samtidig markerer pilgrimsvandringen begyndelsen til et roligere og mindre præstationsbaseret liv for Kolja.
Kolja Rieffestahl har de seneste 15 år beskæftiget sig med personlig udvikling gennem coaching, mental træning og undervisning. I dag arbejder han med urban gardening i firmaet DE5Haver. Han er født i 1965 på Bornholm og bor i dag i Malmö med sin familie.
Fra det øjeblik jeg fik bogen i hænde var jeg positivt forudindtaget. Kort sagt, den var lækker – ordentligt omslag, ordentlig papir og ordenligt mørkt, skarpt tryk.
Kolja Rieffestahl skriver godt og præcist med mange korte afsnit, der også befordre læsningen. Ja-ja, og hvad har det så med bogens indhold at gøre? kunne man spørge. Jeg nævner det ikke udefra en eller anden nørdet bog-æstetik, men fordi jeg oplever at min lyst til at læse en bog vokser med bogens læselighed. Alt for mange bøger, selv fra store anerkendte forlag, er sjusket sat op, trykt og redigeret. Intet under at jeg efterhånden næsten udelukkende læser e-bøger.
Spørgsmålet er, om en mand, der på sit (gamle) firmas hjemmeside skriver: ”Jeg hjælper dig med at finde en vej til konkrete og spirituelle forandringer i dit liv”, og så går Caminoen, nu også selv kan finde vej til spirituelle forandringer? Men, som han senere (på samme hjemmeside) skriver: ”Caminoen var ikke en afsluttet rejse, men starten på en ny.”
– Og hvad skete der så på hans egen Camino, der befordrede disse forandringer? spørger jeg nysgerrigt og begynder at læse.
Sproget er lige til og meget konkret. Selv forfatterens indre, mere spirituelle dialoger, tegnes uden mange falbelader. Jeg kan tydeligt følge hans udvikling og hans ræsonnementer uden at føle at jeg påduttes alskens højtravende og følelsesbetonede attituder. Og ja, jeg kan lide at bogen virker meget maskulin og lidt anderledes end andre bøger af samme slags.
Måske er forskellen ligefrem forårsaget af den måde, forfatteren gik Caminoen på? Han er en af de få jeg har læst, der tager notits, ikke bare af de andre pilgrimme, albergerne, vejen, og sin egn sjæls kvababbelser samt føddernes forfald, men også af Caminoen selv, det Spanske kulturlandskab og nogle af dets pudsigheder: de tomme, gudsforladte landsbyer, og de gamle mennesker der hviler sig langs Caminoen og som, selv mens de tager sig en eftermiddagslur, er i stand til at fremmumle et ”Bon Camino”. Her udviser forfatteren en iagttagelses evne overfor det sydlandske, han nok har taget med sig fra sin ungdom, hvor han arbejde på de franske vinslotte. Jeg kunne have ønsket mere af den slags, både i hans bog og i andre Camino beretninger.
Men for endelig at komme til svaret på ”hvad der skete?”, så er svaret ganske ligetil: VABLER!
Her er en mand i sin bedste alder, fysisk aktiv, en god danser (tango på konkurrence plan), der velforberedt begiver sig ud på Caminoen. En mand der uden besvær er i stand til at tilbagelægge mindst 40 km om dagen. Og alligevel må han erkende at være offer for en, i hans øjne, fatal skrøbelighed, idet han efter kun få dages vandring pådrager sig et utal af vabler. Ikke bare betyder det, at han nødtvunget må nedsætte farten, men også at han langsomt bliver afhængig af andres hjælp. Det er bare for meget – totalt nederen!
Vablerne udvikler sig, men det gør vandringsmanden også, og han begynder nu at erkende, at de 40 km om dagen er et symptom på hans eget præstationskrav, hans målbevidsthed. Det var jo lige netop for at ændre dette livsmønster han tog et års orlov fra sit firma! Så med dette fortsæt i baghovedet, begynder han at neddrosle sit tempo, lige indtil han opdager, at selv hans ”neddrosling” er bare endnu en præstation, han higer efter at kunne fuldføre.
Derefter fortsætter han så Caminoen i højhastighedstempo igen, men nu (som han selv beskriver det), med en betydelige større indre ro og tilstedeværelse. Tja, for mig er det altså her kæden springer af. Manden er (og bliver) en sprinter, et moderne konkurrence menneske. Målbevidst og dynamisk. Han overhaler stadigvæk de fleste han går på Caminoen med – han kan bare ikke lade være! Og så er det vel lige meget, hvordan han selv oplever det? Måske er det også derfor, vi hører så lidt om de andre pilgrimme. Han går fra dem, og når aldrig at blive en del af sin egne ”Camino-familie”. Set positivt, er det nok også derfor forfatteren bliver langt mere opmærksom på sine Spanske omgivelser: han er ligesom mere til stede i dem end i den Camino vi andre (der går i ”sneglefart”) oplever. Man mærker coachen i ham tager udfordring op om at være sin egen coach.
Det er disse oplevelser, han tager med hjem, og som han straks begynder at nedskrive. Altså også her en slags indre præstationskrav han må og skal fuldføre. Godt for ham og læserne, for desværre opdager alt for mange, der har gået på Caminoen, at når de kommer hjem, er der ingen, der virkelig interesser sig for deres fortælling, og selv om familie og venner lytter anspændt, forstår de alligevel kun det halve. I øvrigt er det et af de største problemer også for danske hjemvendte soldater, der kun kan dele deres ofte forfærdelige oplevelser med hinanden – ingen andre forstår dem.
Jeg formoder, at det også er derfor, Kolja Rieffestahl kalder sin Camino bog: ”En rejses begyndelse”. Rejsen blev måske først fuldført, da bogen lå klar (og livsstilen lagt om)? Hvilket minder mig om en kendte amerikaner, der rejste rundt i Europa. ”-Nyder de deres rejse?” spurgte en journalist ham. Hvortil han svarede: ”-Spørg mig igen nogle uger efter jeg er kommet hjem.”
© Foreningen af Danske Santiagopilgrimme