kort: copyright© 2002-2008 by Internetworks Ltd

Via De La Plata eller ”Sølvruten”

Webmasteren planlagde at gå en del af ”Sølvruten” (fra Salamanca til Santiago) i maj 09 og researchmateriale samt ”opdagede” links stilles hermed til rådighed for medlemmerne. Hvis I opdager fejl og mangler på denne side må I gerne kontakte ”webmasteren” Peter Glunz.

1.) Generelle beskrivelse af ruten:

RUTA DE LA PLATA - lidt om en vej af sølv.
Af Pedro Lopez, København.

I sommeren
2001 vandrede jeg langs den såkaldte Ruta de la Plata tværs gennem Spanien - fra Merida i Extremadura til Santiago de Compostela i Galicien. Denne artikel vil kort beskrive historien bag Ruta de la Plata, og hvad der er tilbage af den i dag. I et andet nummer af Pilgrimmen (forhåbentlig det næste) vil jeg skrive om min egen tur...selvfølgelig garneret med gode råd og usandfærdige - men spændende - beretninger. Skulle du have lyst til at vide mere: pedrolopez@get2net.dk.

En gammel romervej.

Du kender sikkert pilgrimsruten Camino Frances. Enten har du vandret rundt på den, eller også har du i det mindste hørt om den...der er i hvert fald en grund til, at du sidder med et nummer af Pilgrimmen i hånden. Du har sikkert også hørt om andre vandreruter til Santiago de Compostela. Ruta de la Plata - Sølvruten - er en af dem, og den var oprindeligt en romersk vej, der forbandt den sydlige del af Spanien med den nordlige. Selvom tidens tand har gnavet godt og grundigt i den, kan man stadigvæk se bygninger og rester af den originale rute fra dengang.

For lige at give dig en fornemmelse af, hvor ruten er henne, så tag et kort over Spanien og sæt fingeren på Sevilla (som romerne kaldte Hispalis), bevæg den opad mod nord til Merida (Emerita Augusta), til Cáceres (Castra Caecilia), til Salamanca (Salamantica), til Zamora (Ocelo Duri) og stop så i Astorga (Asturica Augusta), hvor den støder sammen med en anden rute, Camino Frances. Så har du Ruta de la Plata, der snor sig nogenlunde parallelt med landevej N-630 gennem Spaniens mest øde områder.

At samle et rige.

Rom var som bekendt så mægtig og stabil, at romerne var i stand til at underlægge sig store landområder i Europa og Nordafrika. Om romerne udbyttede eller civiliserede kan man diskutere, men faktum er, at de bestræbte sig på at holde deres rige sammen. De skabte med en hidtil uset teknologi og effektivitet byområder inklusiv veje rundt om i Europa.

Ruta de la Plata var et af disse store projekter: En vej på omkring de tusind kilometer, der skulle samle den iberiske halvø ved at forbinde den sydlige del med den nordlige del. Ved et så stort projekt var der intet, der blev overladt til tilfældighederne. Vejen skulle være holdbar, trafikken skulle glide hurtigt, og der skulle være adgang til forsyninger. Man byggede den op til syv meter brede vej ved at lægge sand, grus og sten i lag, så vind og vejr ikke kunne underminere vejen. Til sidst blev der lagt en overflade med flade, solide sten...vejen skulle helst holde til tusindvis af fødder og hove.

Der blev desuden bygget "benzinstationer" med mellemrum på 25 romerske mil (ca. 40 kilometer), hvor rejsende - især militær - kunne skaffe sig nye forsyninger som mad, drikke og ridedyr. Ruta de la Plata gik trods alt gennem meget mennesketomme områder, hvor man ikke lige kunne gå ned til købmanden. Disse mellemstationer voksede sig mange steder til de landsbyer, som man støder på undervejs på ruten. Nogle voksede endda til større byer, som for eksempel Merida og Salamanca, samt de andre store byer, som jeg har nævnt.

Levn (og stemmer?) fra fortiden.

Nu er det godt og vel 2000 år siden, at romerne byggede i Spanien. Selvom de fleste mellemstationer eksisterer som byer i dag, er langt de fleste bygningsværker enten i ruiner eller helt forsvundet. Enkelte steder er der dog levn fra dengang.

Byen Merida, der ligger midt ude i Extremaduras ingenting, og som jeg brugte som udgangspunkt under min vandring, har mange velbevarede bygninger og sager fra dengang. Der er et tempel, der er resterne af et forum. Merida har også det bedst bevarede amfiteater i Europa...faktisk er det så vedligeholdt at det stadigvæk bruges til musikopførelser. Arkæologer har desuden gravet hele bydele frem, hvor man blandt andet kan se gulvmosaik, som utroligt nok ikke virker særligt slidt. Der er et lille coloseum, og i det hele taget er Merida et mål for alle dem, der interesserer sig for romertiden.

Det siger sig selv, at Ruta de la Plata ligesom Camino Frances har en historie bag sig...en historie som pilgrimmen kan genopleve i glimt, enten ved at gennemgå de samme strabadser og opleve de samme steder som folk dengang, men også ved at støde på de årtusindgamle rester. På Ruta de la Plata er de første par hundrede kilometer efter Merida fyldt med ruiner og andet guf. Pilgrimmen støder på milepæle, der engang viste antallet af romerske mil til næste forsyningsstation. Oplevelsen af Ruta de la Plata bliver meget nærværende, når pilgrimmen enkelte steder (i buskadset ved en mark med får) går på de oprindelige sten fra den gamle vej.

Pilgrimmens største møde med romerne er dog i ruin-byen Cáparra, der blev grundlagt kort efter Kristi fødsel og blev forladt et par hundrede år efter. Cáparra var en lille, men moderne romersk by med nogle hundrede indbyggere, badstuer, et forum, templer, brolagte gader. Det hele er væk, på nær de områder, som arkæologer har gravet frem. Det mest velbevarede er en hvælving, der står flot og højt i det bakkede landskab, og som er det perfekte hvilested med skygge og kølighed for den trætte pilgrim.

Ruta de la Plata i dag. Obs: 2001!!! - der er sket meget i mellemtiden (webmasteren)

Selvom Ruta de la Plata ikke just er overbefolket af pilgrimme (jeg mødte omkring 10 pilgrimme i løbet af 500 km), så har en flok ildsjæle og initiativtagere alligevel sørget for, at ruten er afmærket med gule pile, som pilgrimme kender det fra Camino Frances. Romerne var flittige til at nedskrive mulige og umulige oplysninger, som for eksempel hvor de forskellige stationer og byer befandt sig, og ruten har derfor været relativt nem at afmærke. Man har også kunnet bruge de arkæologiske fund som et fingerpeg om, hvor vejen har ligget. Alt dette betyder, at afmærkningen er gået gennem de autentiske områder, og tilfældigvis er det også de mest øde områder i Spanien: uendeligt store marker, naturreservater, bakkedrag, bjergslugter og andet guf til den pilgrim, der er træt af at se ud over danske marker med højspændingsledninger.

Der findes også herberge på ruten, men pilgrimmen skal ikke forvente den luksus, som man kender fra Camino Frances: At kunne gå i bad, lave sin egen mad eller i det mindste sove i en seng. Pilgrimmen skal derimod være forberedt på at sove på gulvet i landsbyens gamle skole eller andre usle og som regel beskidte steder. Af og til, for eksempel i Caparra, bliver pilgrimmen nødt til at overnatte i det fri (medmindre han gider at vandre 40 kilometer på en dag...hvor det steger 40 grader).

Alt dette, inklusiv ensomheden, er nok til at skræmme mange væk fra at vandre på Ruta de la Plata. Der er ingen tvivl om, at den er hårdere end Camino Frances, især om sommeren. På den anden side er det her, at man kan få en meget intens oplevelse...at finde sig selv, være i kontakt med naturen, komme nærmere Gud, eller hvad man vælger at kalde det.

Lige til sidst: Hvor er alt sølvet?

Romerne kaldte Ruta de la Plata for "Iter ab Emerita Asturicam", hvilket betyder "Vejen fra Merida til Astorg"...tørt, men beskrivende. Men hvorfor hedder ruten så det mere svulstige "Sølvruten" i dag? For der var jo ikke sølvminer langs ruten. Det var heller ikke specielt sølv, der blev transporteret langs vejen. Nogle har foreslået, at ordet sølv beskriver vejens overflade, når solen skinnede på de fint forarbejdede brosten. Andre giver mere religiøse forklaringer...guld og sølv er i den katolske kirke trods alt vigtige ingredienser i hellige genstande. Den mere jordnære forklaring er dog, at navnet opstod efter maurernes tilbagetrækning fra Spanien. De havde givet ruten et arabisk navn - Balata (hvilket betyder noget i retning af "Den brolagte vej"), og spanierne fik navnet vendt og drejet til noget, der nemmere kunne udtales, nemlig plata...sølv.

*


Via de la Plata - Sølvvejen. Obs: 2004!!! - der er sket en del mere i mellemtiden (webmasteren)
Af Niels-Simon Larsen.

Vandring på Via de la Plata er ikke for begyndere. Den kaldes af nogle for 1.000 kilometers ensomhed. Den starter i Sevilla og slutter selvfølgelig i Santiago de Compostela. Herbergerne er forskellige, fra de fineste til de usleste. Man går ofte "på taget af Spanien", med fantastiske udsigter, op og ned ad bjerge ud og ind mellem korkegeskove og vinmarker, flot, flot.

Vejen har gennem tiden haft mange navne. Det var romernes vej, visigoternes, arabernes (mozárabes) og de kristnes. For alle var det transportvejen mellem syd og nord af varer herunder guld og sølv - og fra 1200-tallet, pilgrimsvejen. I dag benævnes den asfalterede vej mellem Sevilla og Astorga nr. 630, og den er på 600 km. Pilgrimsstien snor sig i forskellig afstand langs denne hovedfærdselsåre, og man har gjort sig store anstrengelser for at gøre den til en rigtig "camino" både for trafikkens og for pilgrimmenes skyld.

Caminoen lå sølle hen, indtil en ildsjæl i 1990'erne gjorde en kolossal indsats for at genskabe den gamle pilgrimsrute. Nu er lokalregeringerne meget interesserede i at være med, og det bliver en kulturmæssig perle en dag, idet man afdækker den romerske brolægning, hvor det kan lade sig gøre, og lader stien gå over de gamle broer og tæt forbi de gamle kirker. Også naturmæssigt er der store oplevelser. Overalt ser man arkæologiske udgravninger. Herberger er blevet indrettet i nedlagte klostre og kirker og gamle stationsbygninger, som det er en nydelse at overnatte i (15-20 euro).

Det ser ud til, at spanierne har erfaret, at den kulturelle oplevelse er væsentlig for den moderne pilgrim. Når hovedvejen mange steder ligger oven på den gamle pilgrimssti, må man vælge en alternativ ruteføring, og så kan man lige så godt gå efter natur- og kulturværdierne.

Jeg kan ikke sige andet, end jeg blev meget begejstret for denne camino.

Jeg vil nu beskrive den vandring, jeg foretog i seks uger fra 12/9 til 30/11 - 04, og den kan måske inspirere en og anden. Først må jeg sige, at ruten ikke er for begyndere, men det vil nok fremgå.

Vandreguider

Der er ingen på dansk. Jeg købte en engelsk, Alison Raju, Via de la Plata, i Nordisk Boghandel i København. Den var udmærket og kunne ligge i min baglomme. Det bedste, man kan gøre, er nok at gå ind på pilgrimskontoret i Sevilla (spørg på turisten) og købe den nye guidebog på spansk. Den er omfattende og med gode kort, men desværre også tung. Hvert år bliver der lavet en opdateringsliste med overnatningsstederne, som er vigtig at have. På tysk er der en meget detaljeret bog, også i lommeformat.

Transport

Jeg købte en enkeltbillet med Mærsk Air til Málaga, og tog herfra toget til Sevilla. Her fandt jeg et billigt hotel(hostal) i Santa Maria kvarteret, hvor der er mange af slagsen.

Man må ikke snyde sig selv for den skønne by, en aften med flamingo og slottet Alcázar.

Om man nu vil gå ud af Sevilla de første 13 km igennem industri-kvartererne eller tage bussen, er en personlig afgørelse. Jeg tog bussen, og stod så uden for Itálica, som er en romersk ruinby, der virkelig er værd at gå rundt i.

Vejret

Via de la Plata, som også kaldes Sølvvejen,
går fra Sevilla i syd til Santiago de Compo-
stela i Spaniens nordvestlig hjørne.

Enhver der har rejst i Spanien ved, at temperaturerne slår hårdt. Jeg havde sat næsen op efter 25 graders sensommervejr, men kom ned til en måneds hedebølge, 40 grader i Sevilla og 35 ude på landet, og sådan fortsatte det den første måned. Der var knastørt overalt. Det tog mig en hel uge at vænne mig til varmen, og i begyndelsen var jeg fuldstændig flad, når jeg kom frem om eftermiddagen. Jeg hørte om nogle, der på pilgrimskontoret var blevet advaret mod at gå turen pga. varmen.

Jeg syntes, det var interessant at lægge mærke til, hvordan min krop langsomt vænnede sig til de nye forhold, og hvordan musklerne blev trænet op, så jeg senere kunne gå de lange strækninger på 30 og 40 km. Jeg skal måske lige nævne, at jeg er 63 år.

Herbergerne

De er meget forskellige, fra de fineste til de mest usle. Jeg tog dem alle med eller så på dem, inden jeg gik videre. Jeg er ikke sart, men nogenlunde rent skal der være. Mange er ubemandede, og så stempler man selv pilgrimspasset - og putter lidt i donationsboksen. Andre steder bliver der puslet om den trætte pilgrim, og man føler sig helt hjemme. Det er måske ligefrem et privat hjem, og det er jo altid interessant at opleve. I mange tilfælde skal man hente nøglen hos en kontaktperson eller på en bar. Jeg kombinerede hostal og herberg. Overalt følte jeg mig vel modtaget.

Samvær

På nogle herberger ligger der en beretning, der hedder 1000 kilometers Ensomhed (Sevilla - Santiago). Det, synes jeg, er en god benævnelse på denne rute, hvor jeg for det meste var alene både om dagen og om natten. Somme tider mødte jeg andre pilgrimme, og så var det nærmest, som man havde brug for hinanden, og det var hyggeligt at spise aftensmad sammen.

Nogle går sammen med andre, men hvis man ønsker at være alene, er dette virkelig ruten, hvor det kan lade sig gøre. Man kan gå i timevis uden at se et hus eller møde et menneske. Den gode form for ensomhed, kan være svær at finde i det moderne samfund, men her fandt jeg den.

Løse tyre og hunde mødte jeg ikke, og jeg følte mig ikke truet på nogen måde.

Byerne

De er et kapitel for sig og ligger som perler på en snor. Igen må man ikke snyde sig for dem. Der er mange dejlige museer, der åbner Spaniens fortid for en. Zafra, Mérida, Salamanca og Zamora er pragtfulde byer.

Har man ikke tid til at tilbagelægge turen i et stræk, kan man tage den i etaper mellem de større byer, hvor det er nemt at komme til og fra.

I træning

De fleste af os kaster os sikkert lige ud i opgaven. Vi går nok ikke rundt derhjemme og øver med mursten i rygsækken. Derfor er det vigtigt ikke at overanstrenge sig i begyndelsen og tage en ekstra overnatning, hvis det behøves. Det er dumt andet. Der er meget at lære om sig selv: Hvor meget vand og mad skal man slæbe med om dagen? Kombinationen af støvler, sandaler, sokker og påklædning i øvrigt er også et lærestykke, og man er lidt stolt, hvis man undgår problemer.

Caminoen

Man følger de gule pile ligesom ad Camino francés. Jeg synes, at jeg var godt vejledt, selvom jeg nogle gange var i tvivl. Om det så skyldtes, at jeg var uopmærksom eller pilene ikke var holdt vedlige, skal jeg ikke kunne sige. Blodet går selvfølgelig til hovedet, når man føler sig fortabt, tja, hvad gør man, når man ikke rigtigt ved, hvad man skal gøre? Det bliver også en del af turen.

Afstanden mellem overnatningsstederne varierer meget og ændrer sig fra år til år. Jeg sad tit og kalkulerede med, hvor meget jeg kunne gå eller om jeg skulle tage en slapperdag før en lang strækning. Man er lidt på den, hvis man ikke kan gå 30 - 35 km. Går man forkert bliver det mere. Et sted tog jeg en taxa 20 km, da jeg syntes, at det ville være for farligt at vove mig ud på en 40 kilometers tur alene, i ensomt terræn og i 35 grader.

Man går ofte "på taget af Spanien", som der står i bogen. Fantastiske udsigter, op og ned ad bjerge ud og ind mellem korkegeskove og vinmarker, flot, flot.

Man passerer mange vandløb. De var tørre, da jeg var der, men i regnperioderne kan der være problemer med oversvømmelser. Også derfor er det en god ide at høre sig for om vejen på pilgrimskontoret i Sevilla. Maj og juni skulle være de smukkeste måneder med blomster overalt, men selv i oktober var naturen betagende.

Hjemvejen

Jeg har tidligere gået ad Camino francés til Santiago. Derfor tog jeg nu bussen fra Astorga østpå til Sangüesa og gik i tre dage modsat pilenes retning til Jaca. Det var en smuk tur over bjergene, hvor jeg havde de hvide Pyrenæer for øjet hele den sidste dag. Da det ikke er ukompliceret at gå mod pilene, er det ikke noget, jeg vil anbefale. Fra Jaca tog jeg bussen til Barcelona, gik ind på Mærskkontoret og købte en billet hjem til næste dag.

Personlige projekter

Jeg har her begrænset mig til at beskrive selve ruten. Den anden del, de personlige oplevelser og tanker, har jeg lavet en dagbog om på 22 A4-sider, hvor jeg også har indsat mine akvareller. Hvis nogle har lyst til at læse den, kan man skrive til mig på nedenstående adresse. Jeg tillader mig at tage et beløb for den, der dækker trykkeomkostningerne.

Niels-Simon Larsen
Irmingersgade 10, 2.th.
2100 København Ø.

*


2.) Hvorfor valgte vi ruten?:

Vi har kun tid til en ny Camino i maj måned her i 2009 (vi gik vores første Camino Frances fra Saint Jean Pied du Port i 2005 / se: www.glunz.dk) og ville ikke ødelægge vores gode minder ved at opleve den samme Camino en gang til med den øgede trafik siden 2005 (
Kerkeling Effekt).
I lang tid har vi tænkt på at gå Nordruten. Men efter nogle dages research var det klar for os at ”man” ikke skal gå Nordruten i maj - efter en lang, våd og kold nordisk vinter trænger vi absolut til lidt forår og varme - så derfor ”faldt” vi for ”Sølvruten” men med start i Salamanca (hele ruten er jo 1.000 km lang) så vi burde få tid til at gå til Cap Finisterra denne gang fordi jeg har lovet min kone ”at gå til verdens ende” med hende - og i 2005 var vi nødt til at tage hjem efter 3 dage i Santiago fordi Carina faldt uheldig 3 dage før ankomst til Santiago og trykkede et ribben, som gjorde at hvert åndedrag blev forbundet med smerter. Men nu skal det være...
Vi ser frem til en ny Camino i forårsvejr med masser af blomster og en lunt blæst, som nogle links lover...

*

3.) Nogle gode links vedr. sølvruten: (med opdateringstidspunkt og sprog)

+.)
fra 2008 - på dansk: beskriver kun den sidste del som drejer mod vest lidt efter Zamora - billeder fra Camino Sanabrés

a.)
fra 2007 - på tysk: fra Salamanca til Santiago, med mange detaljeinformationer

b.)
fra 2008 - på tysk: fra Sevilla til Salamanca, dagbogsider

c.)
fra 2007 - på engelsk: ganske udmærket ”allround-information” med mange billeder for hver eneste dagsetape

d.)
up to date - på engelsk: med bykort og andre ”turist”-informationer

e.)
Bus- og hotelreservering - på engelsk: ganske praktisk til planlægning af busrejser, afgangstider og priser